Mærk Færøernes enestående natur! Tag med en tur til rigsfællesskabets øgruppe i nordatlanten. Et sted hvor naturen hersker, hvor vinden rusker og der er flere får end mennesker. I denne artikel kan du finde inspiration til et par vidunderlige dage på Færøerne. Der er selvfølgelig inkluderet et budget for fly, lejebil, overnatning samt de mange mulige oplevelser, I kan få på Færøerne.
Indholdsfortegnelse
Inspirationsbilleder fra Færøerne
Hvor lang tid skal man bruge på Færøerne?
Det er naturligvis meget individuelt, og det kommer særligt an på, hvor glad du er for naturoplevelser. Færøerne er ikke noget enormt sted, og med en bil og lidt færger kan du relativt hurtigt nå ud til selv de fjerneste afkroge af øen.
Hvis du er vild med at vandre, og nyder de små bygder, ja så vil du kunne bruge mange dage på Færøerne. Du kan altså sagtens være på Færøerne i en uge, uden at du kommer til at mangle ting at se.
Men som rejseidé har jeg valgt at lave den til en forlænget weekend. På den tid vil du nemlig kunne se og opleve, de største attraktioner øgruppen har at byde på.
Forlænget weekend plan
Følgende plan giver dig de største highlights Færøerne har at tilbyde. Planen er tiltænkt en sen ankomst torsdag aften uden noget planlagt. Derefter vil der være dagsture til hhv. Mykines og Kalsoy på programmet fredag og lørdag. Søndag kan du nå en rib-boat tur inden I flyver hjem til Danmark om eftermiddagen.
Planen er naturligvis kun et forslag, og du er mere end velkommen til at ændre i den. Jeg har i det næste afsnit vedlagt et par alternativer, som du har mulighed for at slå op på nettet. Du er også meget velkommen til at efterlade en kommentar, hvis du har nogle forslag til steder, som du mener hører hjemme på planen.
Forlænget weekend på Færøerne | |
---|---|
Dag | Aktivitet |
1 | Ankomst til Færøerne |
2 | Dagstur til Mykines |
3 | Dagstur til Kalsoy samt den undersøiske rundkørsel “Eysturoyartunnilin” |
4 | Rib boat tur til Hestur og afgang fra Færøerne |
Alternativer samt mulige udvidelser til programmet
Hvis du har lyst endnu flere dage på Færøerne, så er her et steder, som desværre ikke nåede på min forlængede weekend rejseplan. Men hvis du er på Færøerne i en uges tid, så synes jeg helt klart du skal overveje følgende steder.
Flere aktiviteter på Færøerne | |
---|---|
Dag | Aktivitet |
5 | Besøg Saksun og Tjørnuvík for udsigt til Risin og Kellingin |
6 | Besøg Gjogv og Eiðiskollur med alternativ udsigt Risin og Kellingin |
7 | Vandretur til Trælanípan og Bøsdalafossur (OBS: Koster 450 kr. i entré) |
Budget for forlænget weekend på Færøerne
Nedenfor finder du et samlet budget for en forlænget weekend på Færøerne. Med fly, overnatninger, rejsekort til offentlig transport samt de to aktiviteter dagstur til Mykines og Rib-boat rundt om øen Hestur ender vi samlet set med en pris på 4.450 kr. pr. person.
Hvis du vælger at leje en bil, skal I regne med 800 kr. pr. dag samt udgifter til benzin og tunneller. Læs mere om lejebil og udgifterne til tunnellerne sidst i artiklen.
Aktivitet | Pris |
---|---|
Fly tur/retur | 1500 kr. (ca.) |
Overnatning (3 nætter) | 1500 kr. (ca.) |
Rejsekort til offentlig transport (4 dage) | 500 kr. |
Hiking fee og færge tur/retur til Mykines | 5200 kr. |
Rib-boat rundt om Hestur | 650 kr. |
Samlet pris | 4.670 kr. |
Dagstur til lunternes ø: Mykines
I det vestlige hjørne af Færøerne ligger øen Mykines. Øen er verdensberømt som stedet, hvor man kan komme helt tæt på lunten. Så hvis du har en drøm om, at se lunter på helt klods hold, så skal du helt sikkert besøge Mykines.!
For at komme til Mykines skal du tage færgen fra Sørvágur (dansk: Sørvåg), som ligger knap 45 minutters kørsel fra Tórshavn. Rejsetiden med færgen er ligeså 45 minutter. Om sommeren afgår færgen to gange dagligt, om morgen og om eftermiddagen. Det er derfor muligt at besøge øen som en dagstur.
Alternativt kan du også vælge at overnatte på øen, og opleve stilheden på en af Færøernes fjerneste øer. Om sommeren er det vigtigt, at du på forhånd reserverer plads på færgen. Læs mere om dette i afsnittet “Transport til Mykines”
Betaling af hiking fee
Efter sejlturen vil du nu være ankommet til Mykines. “Havnen” ligger i en lille smøg mellem de store klipper, hvor der lige præcis er plads til det gode skib M/F Jósup. Når du har kravlet op af de stejle betontrapper vil du finde dig selv i udkanten af Mykines by.
Her vil du i højsæsonen blive mødt af en lokal beboer, som opkræver et “hiking fee”. Hvis ikke du bliver mødt af beboeren, skal du henvende dig i caféen “The Locals”. Prisen lyder på 400-500 kr. pr. person, hvilket er prisen for at du må vandre på Mykines (Opdateret september 2024).
Prisen er fordoblet siden 2022, hvor jeg selv besøgte øen. Hvis du betaler gebyret hjemmefra, seneste dagen før, kan du slippe med at betale 400 kr. pr. person. Mens billetten på øen koster 500 kr. pr. person. Billetten skal købes gennem den officielle hjemmeside hiking.fo
Selvom det i danske ører kan lyde dyrt, så er der flere steder på Færøerne, hvor de lokale tager sig betaling for at vandre. Mykines er dog med den seneste prisstigning klart den dyreste, sammenlignet med ca. 200 kr. som flere andre ruter koster.
Jeg vil dog sige, at Mykines er særlig flot, så hvis du har lyst til at opleve øen, er den bestemt anbefalelsesværdig.
Hike til øens fyrtårn
Efter du har betalt eller vist din billet, kan du gå til venstre op ad skrænten langs indhegningen til du når toppen. Her vil du med det samme få øje på de utrolig mange lunter, som har deres reder på kanten. Pas på hvor du træder, da rederne egentlig er små huller i jorden, hvor lunterne graver sig ned. Du kan derfor nemt komme til at træde på en rede, hvis ikke du er opmærksom.
Da jeg besøgte øen i 2022 var ruten til fyrtårnet lukket grundet et jordskred tilbage i 2021. Det gjorde, at myndighederne lukkede ruten. Genåbningen er fortsat uvist.
Der er ca. 2.2 km fra toppen af skrænten og ud til fyrtårnet. Ruten er forholdsvis kuperet, så sæt ca. en time af til hver vej af ruten. Da der ikke er så meget andet at se på øen, så har du rigeligt tid til at nå denne vandretur mellem de to færger.
Alternativ rute: gå højre til rundt om byen
Alternativt, kan du vælge at gå til højre når du kommer til skrænten. Herved vil du gå langs kanten indtil du igen kan gå til højre ned gennem byen. Undervejs vil du fortsat kunne observere de mange lunter ved deres reder, inden du når tilbage ned til den lille bygde. Denne tur tager ca. 1 time i alt.
Mykines: øens eneste bygde
På øen Mykines findes der kun én lille bygde også kaldet Mykines. Her bor samtlige af øens 14 permanente beboere. Det vil også være her, du finder øens eneste muligheder for overnatning samt de to caféer øen har at tilbyde.
Overnatning på Mykines
Selvom det ikke vrimler med overnatningssteder på den lille ø, så findes der et par muligheder. Selvom jeg ikke selv har prøvet det, så har jeg hørt, at det er en ret speciel oplevelse at overnatte på en så øde ø, og opleve stilheden når den sidste færge med dagsturister er sejlet.
Hvis du gerne vil prøve det, har jeg fundet denne mulighed på AirBnB. Huset har plads til 6 personer, og det er således en ret god pris pr. nat, hvis I rejser i en gruppe.
Igen skal I være ude i god tid, hvis I vil være sikre på at huset er ledigt, de dage I ønsker at besøge øen.
Øens to caféer
Der findes to små caféer på Mykines: “Mykines Stova” og “The Locals”. Begge steder har et mindre udvalg af hurtig mad, kaffe og kage. Du skal altså ikke forvente det helt store udvalg. Personligt fik jeg frokost på The Locals, som på daværende tidspunkt serverede en rigtig lækker fiskesuppe til 80 kr.
Transport til og fra Mykines
I sommermånederne maj til august sejler færgen M/F Jósup på ruten fra Sørvágur på Vágar til Mykines by på Mykines. Det er kun i disse sommermåneder, at du har mulighed for at tage færgen tur/retur samme dag. Hvis du ønsker at besøge Mykines uden for disse måneder, er du enten nødt til at overnatte på øen eller undersøge mulighederne for helikopter.
I sommermånederne kan du som sagt sejle to gange dagligt til og fra Mykines. Færgen om formiddagen afgår kl 10.45, og sejler retur kl 17.05. Sejltiden er 45 minutter. Prisen for den ordinære færge er 60 kr. pr. person pr. vej. Du skal være opmærksom på, at denne færge er undtaget fra det færøske rejsekort.
Vær også opmærksom på at havnebyen Sørvágur ligger på øen Vágar, hvor du også landede med flyet. For at komme til Vágar skal du bruge en af de undersøiske tunneler. Denne koster 100 kr. for en returbillet.
Ekstra færge på de travle dage
Da formiddagsfærgen meget ofte er udsolgt, bliver der stillet én ekstra daglig afgang til rådighed. Den ekstra afgang bliver tilgængelig en uge før afrejse, hvis den ordinære afgang er ved at være udsolgt og den sejler kun, hvis der bliver solgt minimum 25 billetter.
Da jeg besøgte Færøerne i august 2022 skete det dog nærmest dagligt, at den ekstra afgang blev sat ind. I de tilfælde går ekstra færgen kl 09.00 fra Sørvágur, og retur igen kl 15.00. Prisen for ekstra færgen er noget dyrere og lyder på 150 kr. pr. person pr. vej. Du har dog naturligvis mulighed for at blande mellem hhv. en ordinær tur og ekstra tur, hvis du kan finde ledige billetter.
Mulighed for privat tur i egen båd
Hvis du er meget uheldig, eller blot sent ude i planlægningen, så kan det ske at alle færgebilletterne er udsolgt. Dette er ikke ualmindeligt i sommermånederne. I det tilfælde har du mulighed for at købe en privat shuttle til Mykines (reklame link). Pris lyder dog på 675 kr. pr. person for en returbillet.
Prisen er derfor lidt over dobbelt så høj, som med ekstra færgen. Men det kan blive et nødvendigt alternativ, hvis færgen er helt udsolgt og Mykines er et must-see for dig.
Du kan læse mere om turen og booke den, ved at trykke på knappen nedenfor.
Bus til havnebyen Sørvágur
Hvis du ikke har egen bil, så kan du tage bussen til Sørvágur, hvor færgen til Mykines afgår fra. Fra Tórshavn skal du med bus 300, som kører via lufthavnen til Sørvágur. Bussen går ca. én gang i timen og tager også en time.
For at nå den ordinære færgeafgang kl 10.45, så skal du med bussen fra Tórshavn kl 09.15. Du vil da være i Sørvágur kl 10.15. På hjemturen sejler I fra Mykines kl 17.05, og vil da være i havn i Sørvágur kl 17.50. Den næste bus går igen 30 minutter senere kl 18.20.
Du kan finde busplanen for bus 300 på dette link.
Budget for dagstur til Mykines
Aktivitet | Pris |
---|---|
Færge til og fra Mykines | 120 kr. (300 kr. med ekstra færgen) |
Obligatorisk hiking fee til Mykines | 400 kr. (500 kr. på øen) |
Hvis du har bil: pris for tunnel til Vágar | 100 kr. (returbillet) |
Hvis du ikke har bil: bus til Sørvágur | Busbilletten er inkluderet i rejsekortet |
Dagstur til øen Kalsoy
Når du kommer af de gode skib Sam, som har transporteret til dig til øen Kalsoy, så ankommer du på den sydlige del af øen i bygden Syðradalur. For at besøge stedet hvor både James Bond’s gravsten og Kallur Fyrtårn er placeret, skal du derfor bevæge dig til nordøen mod den lille bygd Trøllanes. Der er 16 km fra Syðradalur til Trøllanes, hvilket tager 20 minutter i bil og 30 minutter med bussen.
Opdateret 2024: Der er indført “hiking fee” på øen Kalsoy for at komme op til fyrtårnet og James Bond gravstenen. Du kan på VisitFaroeIslands hjemmeside finde de nuværende priser, men pr. september 2024 lyder prisen på 200 kr. for voksne og 100 kr. for børn.
Hvis du skal med bussen, så kører bussen straks efter at alle gående passagerer fra færgen er kommet ombord på bussen.
Hvis du tager formiddagsfærgen kl. 10.00, vil du være i Syðradalur på Kalsoy kl. 10.20.
Stedet hvor 007 endte sine dage
Hvis du har set den nyeste James Bond film ‘No time to die’, så har du faktisk allerede set billeder fra Kalsoy øen. De sidste scener i filmen, hvor bond kommer ud af skurkens fort og bliver ramt af en bølger af missiler. Disse scener er faktisk filmet på den nordlige del af Kalsoy øen, meget tæt på de ikoniske fyrtårn. Fyrtårnet, samt meget af det omkringliggende landskab, er dog blevet kraftig ændret med CGI og special effects. Men når man ved, at det er blevet filmet her, så kan man alligevel godt genkende det.
Færøernes James Bond film
Da Kalsoy er ganske fjern, selv set i færøske øjne, så krævede det en ekstra indsats fra de lokale på øen. De var således meget involveret i de logistiske opgaver i forbindelse med besøget af det store filmhold.
Det var bl.a. den lokale bonde Jóhannus Kallsgarð, som lagde hus til det 60 mand store filmhold. Filmholdet var så imponeret over Jóhannus, hans gæstfrihed og hans hjælpsomhed at de i rulleteksterne til filmen har skrevet hans titel som “King of Kalsoy“.
Guidet tur af Kalsoy med King of Kalsoy
Du har i dag mulighed for at hyre Jóhannus aka “King of Kalsoy” som din personlige guide på Kalsoy. Men med et prisskilt på 3.879 kr. pr. person for den 7 timer lange tur, kræver det også nærmest en James Bond livsstil for at kunne betale det.
Hvis du alligevel har mod på det, kan du læse mere om hans tur på linket her. (reklame link)
Rejsning af gravstenen
Efter filmen blev udgivet, besluttede de lokale på øen, herunder den førnævnte Jóhannus Kallsgarð, at der skulle rejses en gravsten til ære for den legendariske James Bond. På stenen er indgraveret citatet “The proper function of man is to live, not to exist”. Citatet bliver sagt mod slutning af ‘No Time to Die’ af Bond’s betroede chef M. Endvidere er citatet orginalt fra forfatteren Ian Fleming, som er personen bag de første mange James Bond bøger, hvor citatet også bliver brugt i forbindelse med at man tror at James Bond er død. Så selvom citatet rigtigt nok er skrevet på Bond’s gravsten, så er det samtidig med til at understrege, at vi faktisk ikke får afklaret om James Bond rent faktisk døde. Han er jo trods alt en mand som er kendt for at snyde døden.
I filmen nedenfor kan du få et indblik i arbejdet med at få rejst stenen, og samtidig kan du blive inspireret af den fantastiske natur som omgiver stedet.
Hike til James Bond’s gravsten og Kallur Fyrtårn
Ved endestationen Trøllanes stopper bussen ca. ved den røde prik på kortet til højre. Foran jer stiger klippevæggen stejlt mod jer. Der vil sandsynligvis allerede være andre turister, som også er på vej op, så du kan blot følge i sporene på dem. Hvis du har taget formiddagsfærgen og den efterfølgende bus, så vil du være i Trøllanes kl. 10.50.
Jeg har forsøgt at markere ruten på et satellitbillede her til højre. Desværre er kvaliteten af satellitbilleder på Færøerne meget dårligt. Men jeg håber det er klart, at I skal følge stien som går højre om klippetoppen indtil I kommer til en lille lavning. Her kan I enten gå til højre mod Kallur Fyrtårn, eller til venstre mod James Bond’s gravsten.
Jeg kan anbefale jer, at I starter med at gå op til James Bond’s gravsten og derefter gå hen til Kallur Fyrtårn. Fortsætter I højre om fyrtårnet er der nemlig en anden lille høj, hvor I kan overskue hele den lille dal med den store klippe og fyrtårnet i baggrunden.
Ruten er ca. 2 km hver vej, med en stigning på ca. 200 højdemeter. Det tager ca. 50 minutter at gå op, og ca. 25 minutter at gå ned.
Stop ved bygden Mikladalur på vej hjem og se Sælkvinden
Ca. 10 minutters kørsel syd for Trøllanes ligger bygden Mikladalur, hvor du kan opleve det flotte bronze statue “Sælkvinden” af den færøske kunstner Hans Pauli Olsen.
Hvis du er i egen bil skal du blot køre tilbage mod havnen, og tage første vej til venstre.
Bestil ekstra bussen om morgenen
Hvis du er med bussen kan du tage bussen fra Trøllanes til Mikladalur direkte. Da jeg besøgte Færøerne passede det perfekt med, at vi havde vandret og var nået tilbage til bussen gik kl 13.15. Du er således
Bussen kl 13.15 er dog en ekstra bus, som skal bestilles ved chaufføren om morgenen. Du siger blot til chaufføren, at du ønsker at tage bussen kl 13.15. Det koster ikke ekstra.
Vær desuden opmærksom på at både bus- og færgeplan er forskellig fra hverdag og weekend. Denne plan er baseret på hverdage.
Frokost i Mikladalur og tilbage til Syðradalur
Med bussen kl 13.15 når du således til Mikladalur kl 13.25. Fra hvor bussen holder i Mikladalur skal du blot gå ned mod vandet, hvor du først møder Marjun’s løftesten, inden du når Sælkvinden ved vandkanten. Busbilletten som du køber fra Trøllanes, gælder også når du stiger ombord på bussen igen i Mikladalur mod Syðradalur.
Bussen tilbage til Syðradalur afgår fra Mikladalur kl 14.35, hvilket passer perfekt med færgen fra Syðradalur kl 15.10. Igen hænger bus og færge perfekt sammen, så du kan gå direkte ombord.
Du har derfor 50 minutter til at se både Mikladalur og Sælkvinden. Jeg vil derfor anbefale dig, at du spiser frokost på caféen i Mikladalur kaldet “Café Eðge”. Her fik vi en rigtig dejlig frokost med god betjening til en helt fair pris. Desuden har du fra caféen direkte udsyn til Sælkvinden, og du kan således nyde den mens du spiser frokost. Kan klart anbefales!
Transport til Kalsoy øen
For at besøge Kalsoy kræver det, at du tager færgen fra byen Klaksvik. Klaksvik ligger 45 minutters kørsel nord for Tórshavn. I skal sejle med færgen “Sam”, som tilbagelægger sejlturen på kun 20 minutter.
Færgen fra Klaksvik
Om sommeren går der tre morgenfærger hhv. 06.40, 08.00 og 10.00. Det hedder sig dog, at der kan blive udbudt ekstra ture, hvis der er nok passagerer på kajen.
En gående billet koster 40 kr., med mindre du har et rejsekort. Her er færgen også inkluderet.
Du kan finde en opdateret færgeplan på trafikselskabets hjemmeside lige her.
Drop at have egen bil med og spar tid
Sam er en ganske lille færge. Der er således kun plads til 12 biler, hvor beboerne på øen har fortrinsret. På nettet står der flere steder, at de anbefaler at man ankommer 1 time før afgang for at sikre sig en plads.
Personligt var vi der 50 minutter før afgang, og ankom som bil nr. 14. Vi havde derfor ikke mulighed for at have egen bil med til Kalsoy. Det viste sig heldigvis at være lige meget, da den offentlige bus på øen passer genialt til en dagstur rundt på øen.
Jeg vil derfor anbefale, at I ikke tager egen bil med til Kalsoy. På den måde sparer I en hel times ventetid ved færgen om morgenen, samt at I er sikre på at kunne komme hjem med færgen igen om eftermiddagen. Har du en bil, så kan I nemt og gratis parkere på havnen lige ved færgen.
Hvis du vælger at tage din bil med er prisen for en returbillet 160 kr. inkl. chauffør. Ekstra personer koster 40 kr.
Bus til Klaksvik
Hvis du ikke har lejebil, så skal du naturligvis også bruge en bus til Klaksvik. Alt efter hvor du bor på Færøerne, vil prisen variere. Fra Torshavn til Klaksvik koster busbilletten 90 kr. pr. vej. Hvilket inkluderer at bussen begge veje kører under den ellers dyre tunnel “Eysturoyartunnilin”. I egen bil koster denne tunnel 175 kr. pr. vej.
Du kan finde busplanerne for Klaksvik busserne på følgende links. Der går hhv. en ekspresbus og en normal rutebus.
Bus rundt på Kalsoy
Hvis du ikke har købt et rejsekort, så skal du købe to separate busbilletter fra og til den nordlige by på øen Trøllanes. Bussen kører direkte fra havnen og til Trøllanes. Disse to billetter koster 20 kr. pr. vej.
Du kan læse mere om bussen på trafikselskabets hjemmeside lige her. Her kan du også finde en fartplan.
Eysturoyartunnilin: tunnelen med verdens eneste undersøiske rundkørsel
I slutningen af 2020 blev den tredje undersøiske tunnel på Færøerne indviet. Tunnelen har ligesom sine forgængere til formål at mindske rejsetiden mellem de mange øer, og dermed binde de mange øsamfund bedre sammen på tværs.
Eksempelvis blev rejsetiden mellem Tórshavn og Færøernes andenstørste by Klaksvik næsten halveret. Tunnelen er Færøernes længste med en længde på hele 11.2 km. På sit laveste punkt er tunnelen 187 meter under havets overflade.
Verdens første og eneste undersøiske rundkørsel
Det mest specielle ved tunnelen er dog den spektakulære undersøiske rundkørsel. Rundkørslen er verdens første og indtil videre eneste undersøiske rundkørsel. Rundkørslen tillader at tunnelen forbinder øen Eysturoy på begge sider af Skálafjørður fjorden, som skærer øen nærmest midt over. Rundkørslens midte er dekoreret af den færøske kunstner Tróndur Patursson i samarbejde med arkitekten Eyðun Eliasen.
Besøg tunnelen på vej til Kalsoy
For at besøge tunnelen kan du enten køre i egen bil eller tage den offentlige rute bus. Hvis I kører gennem tunnelen i egen bil, så koster det 175 kr. pr. vej. Altså samlet 350 kr. for en returbillet. Det er muligt at køre udenom tunnelen og på den måde spare dette beløb. Det er dog en omvej på ca. 45 minutter.
Mulighed for at tage bussen
Alternativt kan I vælge at tage den bussen gennem tunnelen, hvilket er noget billigere. Her er det fra Tórshavn billigst at købe en busbillet til byen Runavík, som ligger lige på den anden side af tunnelen.
En busbillet her vil koste ca. 40-50 kr. pr. person. Ulempen ved at køre med bussen er selvfølgelig, at du ikke kan styre hvor hurtigt du kører forbi rundkørslen. Men du kan selvfølgelig spørge chaufføren, om han/hun vil være sød er køre langsomt forbi.
Da det er forholdsvis dyrt at køre gennem tunnelen blot for at opleve rundkørslen, så jeg vil klart anbefale at I gør det samtidig med, at I skal til en destination i den modsatte ende af Færøerne. I dagsprogrammet øverst har jeg eksempelvis sat Eysturoyartunnilin ind samtidig med besøget på Kalsoy, hvor I fra Tórshavn har mulighed for at køre gennem tunnelen på vej til Klaksvik.
Kanon oplevelse: Rib-boat tur rundt om øen Hestur
Af aktiviteter på Færøerne kan jeg klart anbefale en tur med rib-boat til øen Hestur (reklame link). På den nordlige og vestlige side af Hestur står nogle enorme klippevægge med direkte kontrast til det brusede hav. Rundt på klippevæggene har et hav af forskellige fuglearter slået redde, og de kredser således højt over hovedet på dig, mens du nyder udsigten.
Turen varer 1.5 time, og starter i ved færgehavnen Gamlarætt. Gamlarætt ligger ca. 10 km udenfor Tórshavn, og du har mulighed for at køre selv eller tage den offentlige bus til havnen. Som du kan se, så har turen fået fantastiske anmeldelser på 5.0 i gennemsnit ud af 31 anmeldelser.
Turen kan gøres af både børn og voksne, og selvom det går stærkt på enkelte stræk, så er skipperen utrolig dygtig, og sejler på ingen måde for vildt.
Sejl ind i grotterne ved Hestur
Turen med rib-boat er helt speciel i den forstand, at den giver mulighed for at sejle ind i de små smalle revner mellem de imponerende klippevægge. På turen sejles der ind i flere små grotter, og særligt den sidste grotte, hvor du faktisk kan sejle igennem klippeøen er utroligt imponerende!
Her gemmer sig også en særlig overraskelse, som jeg ikke vil afsløre for meget af. Du er simpelthen nødt til selv at opleve den!
Mange daglige afgange om sommeren
Der er stor forskel på antallet af udbudte ture ift. sommer og vinter, hvilket hænger sammen med det generelle antal turister på Færøerne om sommeren kontra vinter. Sommerhalvåret for denne rib-boat tur strækker sig fra 1. maj til og med 31. august.
Om vinteren er der én daglig afgang mandag til fredag kl. 11.00.
Om sommeren er der 5 daglige afgange mandag til fredag kl. 09.00, 11.20, 13.30, 16.00 og 18.00.
Pris og bestilling
Turen koster 650 kr. pr. person, og der skelnes ikke mellem børn og voksne. Der er 12 pladser på båden.
Transport til Gamlarætt
Rib-båden afgår fra færgehavnen ved Gamlarætt. Gamlarætt ligger ca. 10 km og ca. 15 min i bil fra Tórshavn. Du har mulighed for at tage bussen fra Tórshavn til Gamlarætt. Alternativt koster en taxa 185-215 kr. pr. vej.
I egen bil
Der er gratis parkering ved havnen ved Gamlarætt. Du skal blot parkere ved den store parkeringsplads, som er i forbindelse med færgelejet.
Med offentlig transport
Hvis du tager bussen skal du finde bus 101, som kører mellem Tórshavn og færgelejet i Gamlarætt. Bussen går ca. 1 gang i timen. Du kan finde busplanen for bus 101 på linket her.
Transport på Færøerne
Hvis du skal opleve Færøerne i fulde drag, så er transport en væsentlig del af din tur. Selvom øerne ikke er enormt store, så kan der alligevel godt være en del kilometer mellem hver attraktion. Det bliver særligt besværligt, hvis du vil besøge nogle af øer, som ikke er forbundet med en tunnel. Her skal du gerne planlægge dit besøg et par dage dage i forvejen, så du er sikker på at der er plads med færgen, samt at vejret tillader sejlads.
Når det så er sagt. Så er ruten på færøerne ofte det halve af oplevelsen. Vejene er meget anderledes sammenlignet med Danmark. Du skal i mange tilfælde køre over bjerge, igennem bjerge eller sågar mere end hundrede meter under jorden for at krydse en fjord.
Vejret spiller meget ind
Vejret er ofte en faktor på Færøerne, og du skal regne med, at du kommer til at tjekke vejrudsigten meget ift. hvilke steder du vil besøge. Vejret kan også skifte utroligt hurtigt, i en sådan grad at der tidligere på dagen var lovet solskin i vejrudsigten men så pludselig regner det.
Tjek derfor altid vejrudsigten med jævne mellemrum, hvis du eksempelvis planlægger et hike. Du kan også med fordel bruge appen Windy, som viser et radarkort over vindretningerne. Det kan nogle gange være nemmere ift. planlægning af aktiviteter.
Husk også, at selvom det måske er tåget det sted I befinder jer nu, så betyder det ikke at der er tåget alle steder på Færøerne. Fordi vejret er så ustadigt, og fordi der er mange bjerge, som påvirker vejret lokalt, så kan I være heldige at finde et sted uden tåge.
Offentlig transport på Færøerne
Som turist på Færøerne har du mulighed for at købe et “Travel Card”, som giver dig fri bus og færge i hhv. 4 og 7 dage (undtagen færgen til Mykines). Priserne lyder på 500 kr. for 4 dage og 700 kr. for 7 dage. Børn betaler halv pris.
Læs mere på det offentlige trafikselskab hjemmeside ssl.fo lige her. På hjemmesiden kan du også finde diverse fartplaner for både busser og færger.
Kan et rejsekort betale sig?
Jeg har her vist de omkostninger, du vil have ved at bruge offentlig transport til at følgende mit forlængede weekend program. Som du kan se, så vil du ved at købe det 4 dages rejsekort til 500 kr. spare 180 kr. Med overstående program, kan et rejsekort til Færøerne altså godt betale sig.
Aktivitet | Pris |
---|---|
Bus fra Tórshavn til Klaksvik t/r (90 kr. pr. vej) | 180 kr. |
Færge fra Klaksvik til Kalsoy t/r | 40 kr. |
Bus rundt på Kalsoy (20 kr. pr. vej) | 40 kr. |
Bus fra Tórshavn til Sørvágur t/r (90 kr. pr. vej) | 180 kr. |
Bus fra Tórshavn til Gamlarætt t/r (30 kr. pr. vej) | 60 kr. |
Lufthavnsbussen til og fra Vágar Lufthavn (90 kr. pr. vej) | 180 kr. |
Samlet pris | 680 kr. |
Lejebil på Færøerne
Man kan efterhånden komme langt med bil på Færøerne. Antallet af tunneller bliver fortsat udbygget, så det bliver nemmere at komme rundt på øgruppen via vejnettet. Da mange af attraktionerne naturligvis er den flotte natur, så er en lejebil også oplagt at have på Færøerne. På den måde kan du nemt og hurtigt komme ud til selv de mest fjerne fjorde, bjerge eller vandfald.
Sammenligne priser på udbydere og spar penge
Når jeg bestiller lejebiler bruger jeg altid en sammenligningportal som rentalcars.com til at sammenligne de mange udbydere af lejebiler. Selvom der ikke er uanede mængder af udbydere på Færøerne, så er der alligevel nok til at det giver mening at sammenligne dem. Du skal dog regne med at betale minimum 800 kr. pr. dag for en lejebil.
Hvis du vil rejse i højsæsonen kan jeg klart anbefale dig at bestille lejebilen i god tid. Der er virkelig rift om dem!
Som eksempel har jeg her valgt en forlænget weekend i november. Her får du den billigste bil til 2400 kr. Men hvis du trykker på knappen nedenfor, kan du se præcist hvad en lejebil koster i den weekend eller uge, som du ønsker at besøge Færøerne i.
Ingen behov for 4×4
Kvaliteten af vejene på Færøerne er rigtig gode. Alle veje er asfalterede, og det er meget usandsynligt at du kommer til at møde et hul i vejen. Derfor har du på ingen måde behov for at leje en 4×4 eller noget lignende. Enhver bil som kan køre i Danmark, kan køre på Færøerne. Dette står i skarp kontrast til Island, hvor du meget gerne skal have en 4×4, hvis du virkelig vil opdage den vilde natur. Men dette er ikke tilfældet på Færøerne.
Pas på prisen på de mange tunneller
På Færøerne koster de tre undersøiske tunneller penge at køre igennem. Alle andre broer og tunneller er dog gratis. Du skal derfor være opmærksom, når du planlægger din rute på øgruppen, at du minimerer så vidt muligt antallet af gange du kører under vandet.
Priserne på de tre tunneller er en smule forskellige. De to gamle tunneller hhv. Vágartunnellen og Norderøtunnelen koster begge to 100 kr. for en returbillet. Det er nemlig ikke muligt at krydse dem uden at køre tilbage samme vej. Derimod har du med den nye tunnel Eysturoyartunnilin mulighed for at køre udenom. Derfor koster denne tunnel pr. gang du kører igennem den. Her er prisen 175 kr. pr. vej, altså noget dyrere end de gamle tunneller.
Automatisk betaling af tunneller
Al betaling af tunnellerne foregår automatisk via nummerpladeregistrering. Du vil derfor modtage en elektronisk regning efter du har brugt en tunnel. Hvis du bruger en lejebil vil du typisk betale et depositum, hvorfra betalingerne til tunnelkørsel vil blive modregnet. I vores tilfælde skulle vi betale 2000 kr. i depositum ved udlejningsfirmaet N62.
Brændstof er billigere end i Danmark
Noget af det eneste som er billigere på Færøerne ift. Danmark er prisen på brændstof. Du skal regne med at prisen ligger 2-3 kr. under prisen i Danmark. Da vi besøgte Færøerne kostede en liter brændstof ca. 15 kr. i Danmark, mens den på Færøerne kun kostede lige over 12 kr. literen.
Overnatningsmuligheder på Færøerne
Som så meget andet på Færøerne, så er overnatningsmuligheder bestemt ikke billige. I højsæsonen omkring sommerferien er der særligt højt pres på overnatninger på Færøerne. Du skal som udgangspunkt regne med at en budget overnatning ligger på ca. 500 kr. pr. person pr. nat. Så overnatningerne må bestemt siges at ligge i den dyre ende. På hotel eller lign. standard ligger prisen ofte på ca. 1000 kr. pr. person pr. nat.
Personligt bruger jeg ofte Booking.com, som med deres Genius rabat ofte bliver den billigste bookingportal. I Tórshavn findes der kun et par hoteller. Resten af overnatningsmulighederne skal findes som lejligheder. Her kan du fortsat bruge Booking.com (reklame link), eller du kan prøve Airbnb.
Du kan finde nedenstående lejlighed ved at trykke på knappen under her.
Bo i Tórshavn, hvis du bruger offentlig transport
Hvis du regner med at komme rundt på Færøerne med offentlig transport, så vil jeg klart anbefale dig at finde overnatning i Tórshavn. Selvom busnettet er forholdsvis bredt set i lyset af befolkningstætheden i de mindre bygder, så er det noget mere besværligt at komme fra en bygd til bygd kontra at bo i Tórshavn. Nærmest alle busserne kører således til eller fra stationen i Tórshavn.
Hvis du følger mine forslag til dagsaktiviteter, vil jeg derfor også tage udgangspunkt i busforbindelser, som har deres start i Tórshavn.
Læs også: Billig mobildata på Færøerne
På vej til Færøerne? Få billig mobildata med et eSIM-kort. Nem og hurtig installation som virker uafhængigt af dit danske mobilabonnement. Læs mere om mulighederne på vores søsterside esimkort.dk ved at trykke her.
Sådan kommer du til Færøerne
Når man skal til Færøerne, har du to muligheder. Du kan enten sejle eller flyve. Hvis du bestiller dine flybilletter i god tid kan du være heldig at finde returbilletter til omkring 1500 kr. Men priserne stiger markant jo nærmere du kommer på rejsetidspunktet.
Modsat så mange andre destinationer er der nemlig ingen andre hurtige muligheder end flyet, hvis man skal til Færøerne. Derfor skal du ikke regne med at priserne falder igen frem mod afrejse. Et godt råd er derfor at bestille, når du kan få billetterne til omkring 1500 kr.
Flyv direkte fra Billund, Aalborg og København
Der er heldigvis ret gode forbindelser mellem Danmark og Færøerne. Således flyver både SAS og det lokale Atlantic Airways direkte fra Danmark. Med Atlantic Airways har du mulighed for at flyve fra både Billund, Aalborg og København, mens SAS flyver direkte fra København. Den eneste internationale lufthavn på Færøerne hedder Vágar lufthavn opkaldt efter øen Vágar, som den ligger på. Lufthavnen ligger ca. 45 min. kørsel fra Tórshavn.
Generelt gælder det, at det billigst at booke flybilletter til og fra Færøerne i god tid.
Aalborg
Fra Aalborg kan du flyve direkte til Vagar lufthavnen i sommerhalvåret fra april til oktober to-tre gange ugentligt med Atlantic Airways. Prisen for en returbillet fra Aalborg ligger på ca. 2000 kr. Men du kan være heldig at finde dem ned til 1800 kr. Tjek dog altid muligheden for at flyve fra Billund, hvor der er flere ugentlige afgange til Færøerne.
Billund
Fra Billund flyver Atlantic Airways i sommermånederne fast én gang dagligt, men det om vinteren er koncentreret omkring weekenderne. Du kan være heldig at finde billetter ned til 1500 kr. for en returbillet, men du skal i de fleste tilfælde regne med at betale ca. 2000 kr.
København
Fra København kan du flyve flere gange dagligt. På denne rute kan du både flyve med SAS og Atlantic Airways. Priserne ligger udenfor tilbudsperioder rimelig faste, og du kan i mange tilfælde finde returbilletter for ca. 1500 kr.
Flyv billigt med SAS ungdom til Færøerne
Som jeg tidligere har skrevet i mine andre artikler, så findes der efterhånden en del flyselskaber, som tilbyder studie/ungdoms flybilletter. En af disse er bl.a. SAS, som tilbyder faste lave priser til de fleste af deres destinationer. Jeg har bl.a. skrevet om hvordan, du kan bruge SAS ungdom til at besøge den arktiske øgruppe Svalbard for under 1500 kr.
SAS ungdom dækker også Færøerne. Her kan du flere gange om ugen få en næsten fastpris direkte fra København til Færøerne. Dog ser det ud til, at SAS ungdom på denne rute kun har billetter i sommerhalvåret. Der er således flere ugentlige afgange frem til oktober, hvorefter antal udbudte billetter nærmest forsvinder, før de starter op på fuld kraft igen til april.
Du kan læse min guide til SAS ungdom ved at følge linket her.
Nedenfor kan du eksempelvis se priserne for oktober vist fra slutningen af august. Således koster en returbillet i oktober med SAS ungdom fast 1128 kr.
Tag færgen til Færøerne
Hvis du vælger at tage færgen, så afgår skibet én gang ugentligt hver lørdag fra Hirtshals i Nordjylland. Overfartstiden er ca. 40.5 time. Dvs. at færgen afgår lørdag kl 15.00 og ankommer efter planen mandag morgen kl 07.30.
Hvis du er gående starter priserne ved 820 kr. pr. vej, men de koster ofte 950 kr. Dvs. at du skal regne med at betale ca. 1800 kr. for en returbillet.
Tag din egen bil med til Færøerne
Tager du færgen, har du dog også mulighed for at tage din egen bil med. Som du kan læse i de tidligere afsnit, så er det bestemt en fordel at have en bil når man skal opleve Færøerne. En billet til bilen på færgen koster lige under 1000 kr. i gennemsnit pr. vej. Dvs. at for en enkeltperson med bil på færgen koster det ca. 3800 kr. for en returbillet.
Denne pris falder naturligvis, hvis I er flere om at dele prisen for bilen. Er I eksempelvis fire personer, så betaler I i gennemsnit ca. 2300 kr. for en returbillet med bil.
Hertil kommer der også udgifter til mad undervejs. Man har selvfølgelig mulighed for at medbringe en madpakke, men ellers skal man købe mad ombord, hvilket er ret dyrt.