Hvis du leder efter den perfekte uges ferie med massere af fantastiske oplevelser, så synes jeg bestemt du burde overveje Jordan. Landet har utrolig meget at byde på samlet på et meget lille areal. Fra det utrolige landskab i Wadi Rum, til Petra, det døde hav samt den travle, mellemøstlige hovedstad Amman. Alt sammen samlet inden for få timers kørsel. Jordan er dermed en ideel kandidat til en uges ferie.
Indholdsfortegnelse
Er det sikkert at besøge Jordan?
Jeg bliver altid spurgt om dette, når jeg fortæller om Jordan, så vi kan lige så godt få det hurtigt af banen.
Det kort svar: JA! Jordan er sikkert at besøge
Den lange forklaring: Hvis du kigger på et verdenskort, så ligger Jordan klemt imellem mange lande, som vi har fået fortalt, er farlige at besøge. Uanset om det udsagn er sandt eller ej, så er Jordan bestemt ikke en af disse.
Faktisk har Jordan i mange år været kendt som et stille, man kan kalde det et ‘buffer land’, mellem de mange konflikter, som har hærget i Mellemøsten. Landet har således formået at være tætte allierede med den vestlige koalition, uden samtidig at genere dets naboer. Selvfølgelig kan jeg ikke love, at chancen er 0% for et terroristangreb. Men det er den bestemt heller ikke, hvis du tager til enten Paris, London, Madrid eller Bruxelles.
Virkelighed er den, at Jordan med sin konge i spidsen har bevaret gode forbindelser til alle deres naboer inklusiv Israel. Faktisk har landet, som et af de få muslimske lande, tilladt at israelske turister må besøge landet. Selvom det ikke lyder af meget, så skal det ses ift. at mange andre muslimske lande slet ikke anerkender Israel som et land. Faktisk kan mange muslimske lande finde på at afvise dig som udlændinge ved deres immigrationskontrol, hvis de finder et stempel fra en israels grænseovergang i dit pas. F.eks. hvis du har krydset grænsen mellem Jordan og Israel.
Hvad skal jeg opleve i Jordan?
Jeg vil tage udgangspunkt i min egen rejse, som netop varede en uge. Det følte jeg dækkede de fleste store seværdigheder i landet. Men jeg synes bestemt du skal søge lidt på nettet også, måske der findes en seværdighed eller attraktion, som særligt du vil kunne synes om.
Min ugeplan så ud som følgende:
Dag 1 | Ankomst til Aqaba |
Dag 2 | Dagstur i Wadi Rum ørkenen |
Dag 3 | Afgang mod Petra by, og første dag i Petra |
Dag 4 | Hele dagen i Petra samt afrejse mod Amman om aftenen |
Dag 5 | Heldagstur til Madaba og det døde hav |
Dag 6 | Heldagstur til Jerash og Ajloun Castle |
Dag 7 | Sightseeing i Amman samt afrejse fra Amman |
Hvis du finder bedre flybilletter den anden vej rundt, så har du naturligvis også mulighed for at tage planen ‘på hovedet’. Men igen er dette kun en ide, derfor synes jeg, du skal skræddersy den efter det, du helst vil opleve.
Wadi Rum: Mars på Jorden
Hvis du ikke allerede har søgt på seværdigheder i Jordan, er det meget muligt, at du ikke har hørt om Wadi Rum før. Men hvis du de seneste år har set film, der udspiller sig enten på Mars eller på en fjern ukendt planet, ja så er det meget muligt, at du allerede har set billeder fra Wadi Rum.
Den røde ørken omkring Wadi Rum er nemlig et af de steder på jorden, som ligner allermest Mars, eller ihvertfald den måde vi har fået fortalt, at Mars ser ud på. For at nævne et par stykker, så er følgende nyere film blevet optaget i Wadi Rum ørkenen.
Dune (2021), Star Wars: The rise of Skywalker (2019), Rouge One: A Star Wars Story (2016), The Martian (2015), og mange flere.
Ørkenen ligner ærlig talt også noget fra en anden verden, og man bliver helt mundlam ved første øjekast. Man kan også nemt forestille sig, at det ikke kræver mange filmtricks, før det ligner en planet fra Star Wars universet.
Bo med de lokale beduiner
Wadi Rum er i dag en nationalpark, hvor der bor lokale beduinstammer, som flytter rundt i landskabet med moderne firehjulstrækkere og deres flokke af geder og får.
Det er også hos disse, at jeg klart vil anbefale dig at bo. Mange af dem har nemlig ved siden af deres beduin tilværelse en lille turist lejr, hvor de skaffer penge til de fornødenheder, som de ikke kan finde i ørkenen. Du kan læse mere om at bestille overnatning i Wadi Rum i afsnittet “Overnatning i Wadi Rum” længere nede i artiklen.
De budgetvenlige telte
Som du kan se på billedet nedenfor, så bor man i små “telt hytter” ofte med et stort hovedtelt i midten, hvor værterne laver mad til dig i løbet af opholdet. Det er også gennem værterne, at man kan arrangere ture ud i ørkenen.
Hvis du booker de budgetvenlige telte, vil du opleve at priserne på nettet er meget lave. Helt ned til kun et par kroner for en overnatning (se eksempel nederst i artiklen). Men da du som sagt er ude i ørkenen, har du ikke mulighed for at købe andet mad, end det dine værter kan tilbyde. Samme gælder også for dagsturerne, som du med fordel kan kontakte værterne om på forhånd. Turene og overnatningsstederne i denne prisklasse er dog meget ens, så vælg klart efter stederne med de anmeldelser.
Du skal regne med at det koster ca. 500 kr. pr. person for et døgn med al mad, husly og dagstur i ørkenen.
De fantastiske luksushytter
Jeg boede ikke selv i disse hytter, men rundt i ørkenen ser man dem flere steder. På Booking.com (reklame link) vil du kunne finde mange forskellige udbydere af disse luksustelte. Man går dog glip af den lokale beduin stemning, da ejerne ikke er lokale beduiner med investorer fra storbyen. Ser man dog bort fra dette, så kan man få nogle rigtig flotte billeder til sit album.
Priserne her er selvfølgelig noget dyrere, og starter på ca. 500 kr. og går helt op til et par tusinde for en overnatning. Dertil vil både mad og oplevelser endvidere også være dyrere, end hvis du vælger den budgetvenlige version.
Hvis du vil se flere billeder, og læse en anmeldelse fra luksushytterne kan jeg anbefale artiklen fra GoingHomeBroke lige her.
Den utrolige nattehimmel
En fordel ved luksushytterne er dog, at I har mulighed for at opleve den utrolige nattehimmel direkte fra jeres seng. Der er nemlig meget lidt lysforurening i den jordanske ørken, så du har rig mulighed for at opleve hele den fantastiske nattehimmel.
Det er således heller ikke et sjældent syn, at man har mulighed for at opleve mælkevejen i hele i udstrækning. Noget som er svært, hvis man opholder sig på de danske breddegrader.
Du kan også mulighed for at opleve nattehimlen fra de budgetvenlige telte, hvor man i visse telte kan tage teltdugen af taget om natten. Undersøg dette, når du booker dit telt. Alternativt kan man naturligvis også gå ud af sit telt i de sene aftentimer og opleve det direkte.
Petra: Et af de syv vidundere
Næste stop på ruten er den vidunderlige by Petra. Du har måske allerede set det ikoniske skatkammer som står ved indgangen til byen. Men derfra kan man opleve en fuld oldtidsby med store pladser, amfiteater og adskillige indhuggede værker i de store bjerge.
Når man køber sin entrebillet kan man vælge, hvor mange dage, man ønsker at besøge stedet. Her vil klart anbefale dig, at vælge to dage. Den første dag går nemt med at ankomme og falde i staver. Mens du på andendagen kan vandre ud i afkrogene af det store område og opleve nogle fantastiske udsigter og viewpoints af de mange ruiner.
Petra er desuden inklusiv i Jordan Pass, et pas som både inkluderer attraktioner og visum til Jordan. Du kan læse mere om dette i afsnittet ‘Jordan Pass’ længere nede på siden.
Vægtløs i Det Døde Hav
Fra Petra kan du enten vælge at tage direkte til det døde hav, eller tage til Amman og bruge dette som base for resten af din tur. På min egen tur valgte vi den sidste løsning, da der gik en bus direkte fra Petra og ind til Amman. Herfra hyrede vi så en chauffør til at tage os til det døde hav.
Han skulle have 45 JOD (413 kr.) pr. dag for bil, benzin og løn til chaufføren. Vores nye ven Ahmad kunne således hente os fra vores hostel i Amman om morgenen og køre den sceniske rute forbi Madaba og Nibū bjerget (efter sigende det bjerg hvor Moses spottede Israel, det forjættede land). Læs mere i afsnittet om transport i Jordan, længere nede på siden.
En utrolig oplevelse
Hvis du ikke ønsker turen med privatchauffør, går der også turistbusser direkte fra Amman til det døde hav. Men prisen på disse ligger på omkring 100 kr. pr. person pr. vej, så omtrent det samme, som hvis du hyrer en chauffør.
Efter et par museer i Madaba og på bjerget, kunne vi endelig bade i det døde hav. Ved det døde hav er der offentlige strande, som du kan få chaufføren til at køre hen til. På den måde kan du bade gratis i havet.
TIP: Tag dykkerbriller med hjemmefra! Vandet er så utrolig salt at blot en dråbe gør utrolig ondt at få i øjnene. Det er faktisk så slemt, at det er svært at nyde uden, da det nemt bliver ret smertefuldt at bade uden.
Hvis du ønsker mere ‘badestemning’, kan du også købe entré til et af de mange dødehavsresorts som findes langs kysten. Her kan du bl.a. bade i almindelige pools, nyde solen på en strandstol eller prøve det særlige dødehavsmudder, der efter sigende skulle være godt for huden. Der ligger også en række gift shops på vej hjem til Amman, hvor du har mulighed for at købe diverse souvenirs eller produkter med dødehavssalt med hjem.
Den romerske by Jerash
Nord for Amman ligger oldtidsbyen Jerash, som bestemt også er et besøg værd. Byen var ligesom Petra et samlingspunkt for handel i oldtiden. Men blev på mystisk vis ‘glemt’ i en del år. Derfor står meget af byen fuldstændig intakt, og i dag udgør byen et af de bedst bevarede romerske oldtidsbyer.
Du vil her kunne opleve lange stenbelagte gader indkranset af de flotteste romerske søjler. Hertil findes der også få omkringliggende paladser og amfiteatre, som bestemt også er et besøg værd på jeres gåtur rundt i byen.
Du har også mulighed for at kombinere Jerash med en tur videre nordpå, hvor du bl.a. kan besøge Ajloun Castle. Slottet er et imponerede bygningsværk, fra hvor man på en klar dag kan ane grænsen til Syrien fra. Igen kan jeg anbefale dig at hyre en privatchauffør, som koster næsten det samme som den offentlige transport, særligt hvis I rejser sammen. På den måde kan du sagtens nå at opleve både Ajloun Castle og Jerash på en enkelt dag fra Amman.
Både Ajloun Castle og Jerash er desuden inklusiv i Jordan Pass.
Jordan Pass
Jordan er visumpligtigt, eller det vil sige, at det koster 40 JOD (370 kr.) at få et stempel i sit pas. Du vil dog ikke opleve problemer med at få visummet, da man som sådan ikke ansøger, blot betaler. Dertil vil de fleste, som besøger Jordan også gerne opleve Petra, som koster hhv. 50 (460 kr.) JOD for én dag og 55 (506 kr.) JOD for to dage.
Man kan derfor spare penge, hvis man på forhånd køber det såkaldte ‘Jordan Pass’. Passet inkluderer både visum, indgang til Petra samt en række andre attraktioner. Prisen for Jordan Pass er 70 JOD (645 kr.) for én dag ved Petra og 75 JOD (690 kr.) for to dage ved Petra.
Man får herunder også adgang til Wadi Rum, som man i princippet skal betale en indgangsfee for at besøge, noget vi dog ikke blev kontrolleret for. Dertil virker passet også til oldtidsbyen Jerash, Ajloun Castle og langt de fleste andre attraktioner i landet. Du kan finde en samlet liste over attraktioner her.
Jeg vil derfor klart anbefale dig, at købe Jordan Pass, hvis du overvejer en tur til Jordan. Passet er tjent hjem blot ved et enkelt besøg ved Petra. Du kan læse mere og bestille det på følgende hjemmeside.
Hvordan kommer jeg rundt i Jordan?
Jordan ser på et verdenskort ud til at være noget større, end den del af landet som de fleste turister ønsker at besøge. En stor del af landet øst for Amman er nemlig hovedsagelig ørken med meget få indbyggere og meget lidt infrastruktur. Derfor kan man som turist nogenlunde koncentrere sig om den vestlige del af landet, som jeg har markeret nedenfor.
Som du kan se på nedenstående kort, så tager det kun ca. 4 timer at køre fra Aqaba til Amman i bil. Der er et ganske fint motorvejssystem i landet med rigtig gode billige busforbindelser. Så transport mellem byerne og seværdigheder er ganske hurtig.
Det er derfor ikke jordens undergang, hvis du ikke kan finde fly fra både Aqaba og Amman, da det som sagt kun er en fire timers rejse mellem de to byer.
Lejebil
Hvis du ønsker optimal frihed, så kan du med fordel leje en bil. Motorvejene i Jordan er store og nye, så du vil ikke opleve problemer med at køre der. Amman by kan godt være en smule overvældende at køre i, så jeg vil nok anbefale at holde kørslen der til et minimum. Vi lejede ikke selv en bil, men mange andre rejsende som vi mødte, gjorde det med stor succes.
Prisen for en uge ligger på 1200-1500 kr. uden forsikring, hvis man afleverer den i samme lufthavn, som lejede den i. Du kan også leje bilen i f.eks. Aqaba og så aflevere den i Amman mod et mindre gebyr. ca. 400 kr. hvis du vælger nedenstående tilbud.
Jeg vil anbefale dig at bruge en søgeportal som Rentalcars.com (reklame link), som sammenligner priserne for lejebiler på tværs af udbydere. Du har på siden også mulighed for at vælge forskellige søgekriterier f.eks. manuel- eller automatgear.
Offentlig transport i Jordan
Personligt valgte vi at tage offentlig transport rundt i landet, da vi havde læst hjemmefra, at det var nemt og foregik til en fair pris.
Bus
Der er et rimelig velfungerende busnetværk i landet med den største operatør JETT. På deres engelske hjemmeside kan du bestille busbilletter med dit danske kort. En billet mellem Petra til Amman koster f.eks. 10 JD (90 kr.). Du skal dog være opmærksom på, at der nogle dage kun er én daglig afgang. Du finder deres hjemmeside her.
Minibus fra Wadi Rum til Petra
Der kører en daglig minibus mellem Petra by og centrum i den lille by ved Wadi Rum. Billetten betales kontant til chaufføren (8 JOD). Man kan ikke booke billetten online, men spørg enten din vært i Wadi Rum eller på dit hotel i Petra, så vil de kunne fortælle dig mere, om hvornår den kører. I lavsæsonen burde det ikke være et problem at få plads ombord.
Taxa
Foruden lufthavnstaxaerne, så er taxaer generelt ret billige i Jordan. Husk altid at forhandle prisen på forhånd. I Amman by kan du roligt bruge dem mellem seværdighederne.
Hvis du ønsker at opleve så meget af Jordan som muligt, så kan jeg klart anbefale dig at hyre en privatchauffør. Da vi rejste to uden egen bil, så var det faktisk den samme pris, om vi hyrede en chauffør eller tog bussen. For at optimere vores tid og opnå mere komfort, valgte vi derfor chaufføren.
Vi mødte en rigtig flink lokal Beduin, Ahmad, som boede udenfor Amman. Han arbejder til dagligt som taxachauffør, men han vil hellere køre udenfor byen. Derfor tilbød han at køre os på dagsture til en pris på 45 JOD (413 kr.) i alt pr. dag. Hvilket var inklusiv leje af hans bil, brændstof og løn til ham selv. Ahmad kan en smule engelsk, og er meget punktlig. Han kan desuden også køre til lufthavnen for en overkommelig pris.
Hvis du gerne vil i kontakt med Ahmad, så send mig en mail på kontakt@budget-rejser.dk. Så skal jeg gladeligt sende dig hans kontaktinformationer.
Min egen tur
Ud fra vores valgte rute skulle vi først fra lufthavnen i Aqaba og ud til Wadi Rum og mødes med vores beduin. Der foregår noget taxa kartel i lufthavnen med faste priser, derfor var vi nødt til at betale 30 JD (275 kr.) for en times taxa. Det var en smule dyrt, men det var sent om aftenen, så vi ville gerne frem til vores lejr.
Alternativt kan man tage karteltaxaen ind til Aqaba by, og derfra finde en offentlig bus til Wadi Rum. Med denne plan har man mulighed for at spare en smule penge, men man skal være lidt heldig med busserne, da de efter sigende kører efter ‘leaving when full’ princippet.
Overnatning i Jordan
Til at finde overnatning i Jordan, vil jeg som altid anbefale dig at gå ind på enten Booking.com eller Agoda.com. Begge sider virker ganske fint i Jordan, og du kan booke alt fra de mest luksuriøse steder til de lokale beduiners telte i Wadi Rum. Endvidere vil jeg anbefale dig at læse min guide til at booke hotel billigst. Det er nemlig mange penge at spare!
Jeg vil generelt også anbefale dig, at oprette en bruger hos Booking.com (reklame link), da deres Genius rabatter oftest gør deres priser til de billigste. Jeg brugte dem selv på mine overnatninger i Jordan med stor succes.
Bo med beduiner i Wadi Rum til ingen penge
Jeg vil gerne komme med lidt tips til at finde overnatning i Wadi Rum. Det er nemlig lidt specielt ift. mange andre overnatninger. Jeg brugte selv Booking.com (reklame link), som var det et helt almindeligt hotel jeg skulle booke. Prisen på overnatningen var dog nærmest gratis. Vi betalte 150 kr. for to overnatninger for to personer i alt. Altså kun 37,5 kr. pr. nat pr. person.
For denne sum fik man et privat telt med et meget primitivt bad og toilet. Stedet havde dog ingen vandvarmer, og da vi besøgte stedet i januar virkede det ikke specielt fristende at tage et bad. Derfor skal du have det i mente. Ellers var det et dejligt besøg.
Nærmest gratis overnatning men …
Grunden til at prisen er så lav, er at din vært nærmest har monopol på at sælge mad og oplevelser til dig. Du bor nemlig ved ham langt fra nærmeste by, så du har ingen indkøbsmuligheder med mindre han kører dig i hans firehjulstrækker.
Du kan derfor finde overnatningsmuligheder, hvor du nærmest sover gratis. Men tag det ikke for prisen, tag det for anmeldelserne. Teltene, maden og faciliteterne er nærmest identiske på tværs af udlejningsstederne i denne prisklasse. Derfor vil jeg klart anbefale dig at vælge et sted, hvor tidligere rejsende har skrevet godt om værten og de ture han/hun tilbyder.
Du kan finde nedenstående (nærmest) gratis overnatning lige her. (reklame link)
Mange muligheder for luksustelte
Hvis du heller vil bo i de luksuriøse telte kan jeg igen anbefale dig at tage et kig på Booking.com. Det er muligt at finde telte i ‘mellemklassen’, hvor du betaler 300-600 kr. pr. nat. Men der findes, som nedenstående, også telte hvor du betaler samme pris som for et 5 stjernet hotel.
Du kan se flere billeder fra ‘Wadi RUm UFO Luxotel’ (reklame link) lige her.
Hostel i Amman
Når du kommer til hovedstaden Amman, har du naturligvis også mulighed for at overnatte på et hostel. I Amman findes der flere rigtig gode hostels, som tilbyder alt det, som man er vant til på et hostel. Nedenfor har jeg eksempelvis taget Carob Hostel, som har fået en fantastisk score på hele 9.6. Hostellet ligger centralt midt i Amman, og du har således hurtig adgang til alle byens attraktioner.
Priserne på hostels i Amman ligger på en gennemsnitspris på ca. 100 kr. Du kan finde Carob Hostel (reklame link)og mange andre på Hostelworld lige her.
Mit eget overnatningsbudget
For at komme lidt priser på hvad overnatninger koster i Jordan, så er her mit eget rejsebudget. Du skal være opmærksom på, at priserne er vist for en enkelt person, men at de forudsætter at jeg delte et to personers hotelværelset.
Datoer | Type | Forbrug |
Dag 1: Wadi Rum | Telt | 37,5 kr. |
Dag 2: Wadi Rum | Telt | 37,5 kr. |
Dag 3: Petra | Hostel | 83,5 kr. |
Dag 4: Amman | Hotel | 102 kr. |
Dag 5: Amman | Hotel | 163 kr. |
Dag 6: Amman | Hotel | 163 kr. |
Dag 7: Amman | Hotel | 163 kr. |
SUM | 749,5 kr. |
Hvornår på året skal jeg besøge Jordan?
Du kan i princippet besøge Jordan hele året. Om vinteren er der sammenlignet med danske forhold rigelig varmt. I Aqaba vil du om vinteren opleve dagstemperaturer på mellem 20-25 grader, men det kan blive koldt om natten, hvor temperaturen falder til blot 10 grader.
Det kan dog også gå hen og blive meget varmt i højsommeren, hvilket man lige skal have i mente inden man booker sommerferien.
Helt så varmt bliver det dog ikke i Amman. Hvor temperaturen er knap 10 grader koldere end i Aqaba. Derfor kan det også blive forholdsvis koldt om vinteren men dog stadig varmt om sommeren.
Alt efter hvilken temperatur, man bedst kan lide når man rejser, vil det for de fleste passe med at besøge Jordan i for- eller efteråret. Men personligt besøgte jeg landet i januar/februar, og det var også rigtig godt!
Hvordan kommer jeg til Jordan?
Det kan faktisk være overraskende billigt at komme til Jordan fra Danmark. Desværre er destinationen ikke særlig kendt blandt danske rejsende, så der går desværre ingen direkte lavprisruter. Men hvis du går ind på en rejsesøgemaskine såsom Momondo.com (reklame link), vil du kunne finde mange kombinationer af lavprisselskabernes ruter, som kun kræver én enkelt mellemlanding.
Hvis du meget gerne vil flyve direkte, så går der en daglig rute med Royal Jordanian direkte fra København til Amman. Du skal dog regne med at betale mellem 3500-4000 kr. for en returbillet. Så en rimelig dyr pris for at undgå et par timers mellemlanding.
Forskel på sommer- og vinterruter
Der er en smule forskel på sommer og vinter, når man skal flyve til Jordan. Mange af lavprisruterne flyver nemlig kun til Aqaba om vinteren, når der er koldt i Europa. Der kan derfor godt være stor forskel i hvilken sæson, du ønsker at besøge Jordan, samt hvor meget du skal betale for din flybillet. Men som altid har man jo lov at være heldig!
Find den perfekte kombinationsbillet
Uanset om du skal afsted til sommer eller vinter, vil jeg altid anbefale dig, at bruge en side som Momondo til at finde de bedste kombinationer. Som sagt går der nemlig kun én meget dyr direkte forbindelse mellem Danmark og Jordan. Men heldigvis så flyver både Ryanair, Easyjet og Wizzair til lufthavnene i Aqaba og Amman.
Vi kan derfor udnytte dette og finde kombinationsbilletter mellem selskaberne. Det skal siges, at det ikke er noget selskaberne selv tilbyder. Men man kan bestille en ‘self-transfer’ billet. Dvs. at flyselskaberne anser det for to enkeltbilletter. Har du bagage med, skal du derfor også selv stå for at tjekke denne ud og ind. Men til denne rejse, som nemt kan gøres på en uge, behøver mange ikke at have indtjekket bagage med.
Det kræver dog en smule fleksibilitet og en smule held at finde de helt rigtige billetter. Men med lavprisselskaberne er der ofte mange penge at spare. Så hvis ruten én uge er meget dyr, så prøv at tjekke samme ugedag blot ugen efter.
Eksempler på billetter
Hvis du flyver fra Billund kan du ofte finde nogle lidt billige billetter med Lufthansa. Lufthansa flyver til Amman, så denne rute kræver at du kommer tilbage til Amman. Men ellers er billetten ganske fin.
Som sagt kan du også benytte dig af flere forskellige flyselskaber på din tur. Men du skal være meget opmærksom på dine skift, da disse er på dit eget ansvar. Fra København kan du eksempelvis finde denne rute.
Her kombinerer du flere forskellige selskaber.
Tjek begge veje
Som et tip vil jeg anbefale dig at tjekke begge veje. Altså hhv. at starte i Amman og starte i Aqaba. Det kan meget vel være, at den ene vej er billigst for netop de datoer, du ønsker at rejse på.
Min egen tur (januar 2020)
Da jeg selv skulle afsted, fløj jeg fra København til Milano (MXP) med SAS og derfra videre med Easyjet til Aqaba. Desværre er Easyjet’s rute fra Milano ikke længere tilgængelig. Det lykkedes mig dengang at nedenstående rute for under 600 kr.
Her brugte købte jeg selvfølgelig en ungdomsbillet fra SAS, som du også kan læse i min artikel om SAS’ ungdomsbilletter. Hermed kunne jeg købe en flybillet fra København til Milano (MXP) for kun 419 kr.
Da jeg ikke fløj hjem til Danmark fra Jordan, har jeg ikke inkluderet den sidste del af rejsen.