Går du med planer om at rejse til Cuba? Så læs med her, meget har nemlig ændret sig på den skønne ferieø efter corona.
Har du endnu ikke bestilt fly? Så læs mere her, hvor du kan finde fly til Cuba t/r for kun 3105 kr!
Hvis man søger på nettet, findes der allerede en del artikler og guides til Cuba. Desværre er mange af artikler forældede efter corona. Du skal derfor være yderst varsom, hvis ikke ferien skal ende i et mareridt. Der er bl.a. blevet indført en ny valuta, og opstået et sort marked for dollars og euro. Derfor vil alle andre artikler, som nævner priser i CUC automatisk være forældede.
Indholdsfortegnelse
Aktualiteten på artiklen
Desværre kommer denne artikel heller ikke til at være aktuel for evigt, da love og regler på Cuba kan ændre sig med meget kort varsel. Endda kan regeringen finde på at varsle væsentlige ændringer, som så alligevel ikke træder i kraft. Denne artikel er skrevet med udgangspunkt i de gældende love og regler pr. 1 februar 2022.
Skriv gerne en kommentar eller en mail til mig, hvis du oplever signifikante ændringer på din egen rejse til øen.
Derfor skal du også være opmærksom på, at nogle af de ting jeg skriver, måske ikke aktuelt, hvis du først planlægger at rejse om længere tid. Men jeg skal nok forsøge at markere de steder, hvor informationen hurtigt kan ændre sig. Dertil vil jeg anbefale dig at supplere med nyere artikler eller nyhedsartikler, som er opdateret om coronasituationen på øen.
Den økonomiske krise på Cuba
Økonomi og penge på Cuba er ret kompliceret. Selvom øen stadig bryster sig af at være en socialistisk stat med en planøkonomisk tankegang, så bygger mere og mere af den almene befolknings privatøkonomi på kapitalistiske principper. Særligt har coronakrisen, og den pludselig stop for indførsel af turisternes fremmed valuta, påvirket landets økonomi ekstremt negativt.
Kort om den cubanske økonomi
Økonomien er således opdelt i to hhv. i en lokal, planøkonomi med rationeringsmærker som betalingsmiddel og en international, kapitalistisk økonomi med fremmed valuta som euro og dollars som betalingsmiddel.
Der er derfor også to slags butikker på øen. Dem hvor du kan betale med rationeringsmærker, og dem hvor du skal betale med fremmed valuta (MLC-butikker). Som turist kan du ikke handle i rationeringsmærke butikkerne, men som du vil læse senere, er der heller ikke meget at komme efter i dem.
Alle borgere får altså stadig tilsendt rationeringsmærker, som i princippet skal dække deres alle basale fornødenheder. Når man arbejder for den socialistiske stat, får man således både stillet bolig til rådighed, gratis uddannelse og sundhedsvæsen samt rationeringsmærker til at dække alle andre behov.
Problemet med den cubanske planøkonomi i corona perspektivet
Sådan er det ihvertfald tiltænkt. Men som den internationale forbruger i dag ved, så bliver mange af vores produkter produceret i hele verden. Og et land som Cuba kan ikke sådan uden lige producere elektronik såsom mobiltelefoner eller fjernsyn. Derfor er der som minimum noget, som skal importeres til øen mod betaling af fremmed valuta.
Desværre har Cuba i mange år haft importeret alt for mange ting. Regeringen i landet har dog haft held med at løse dette problem i kraft af de mange turister og deres medbragte fremmed valuta, som staten således kunne bruge på at importere forskellige vare. Derfor gik systemet også fuldstændig i stykker, da coronakrisen ramte og turisterne holdt op med at komme.
Som følge af coronakrisen, er flere og flere af produkter således rykket over i de såkaldt MLC-butikker. På den måde er det ikke længere staten, som skal betale fremmed valuta for varerne, men indbyggerne selv som skal betale i fremmed valuta.
Problemet er så at alle indbyggere er ansat af staten, som kun udbetaler løn i den lokale CUP, som du officielt ikke kan veksle til fremmed valuta. Hvad gør man så? Ja enten er man afhængig af familie og venner i udlandet, som kan fremsende udenlandsk valuta, eller også får man dem gennem de få turister, som besøger landet. Derfor vil du også opleve at dine dollars/euro er meget eftertragtede!
Senest er mælk nu kun muligt at købe i MLC-butikkerne, åbenbart fordi de ikke producerer nok mælk lokalt, så mælken kommer faktisk fra Canada. Derfor vil du også opleve, at en kop kaffe med mælk koster mere end det dobbelte af den uden.
Sådan begår du dig økonomisk på Cuba i 2022
Medbring euro og dollars! Klart det vigtigste at få sagt. Hvis du planlægger at rejse til Cuba i den nærmeste fremtid, så hav euro og dollars med. Gerne rigeligt. Hvis du læser et sted, at du kan hæve på øen, så er det en gammel guide fra før den nye valuta blev indført. Det er ikke længere muligt at hæve hverken euro eller dollars, heller ikke i lufthavnen.
Regeringen låste nemlig deres nye valuta CUP til dollaren på kurs 24. Dvs. at regeringen gerne sælger dig CUP mod at du betaler 1 dollar for hver 24 CUP du får. Men desværre går handlen ikke den anden vej, og du kan således ikke få dollars eller euro ud af de regeringsejede banker.
Af den grund er den officielle gadekurs på hhv. dollars og euro eksploderet, samtidig med at landet oplever tårnhøj inflation. Da vi rejste fra øen 1. februar var kursen på gaden således 100 CUP pr. dollar. Dertil skal det siges, at priserne i butikkerne og restauranterne følger nogenlunde med på den uofficielle gadekurs. Således vil du altså ende med at betale 4 gange for meget for din rejse, hvis ikke du bruger gadekursen!
Euro og dollars med fra Danmark
Du kan godt nøjes med at have enten euro eller dollars med, men ideelt set vil det være bedst, hvis du kunne have begge valutaer med. Der er nemlig små forskelle på hvad, du kan bruge dem til, og til hvilken kurs du kan blive betalt i for dem.
F.eks. skal du betale al taxa transport kontant i euros mens mange ture eller oplevelser skal betales i dollars.
Rejser du fra Danmark kan du i din egen bank bestille US dollars og euro til afhentning i din lokale filial. Alternativt kan du også veksle hos diverse vekselbureauer dog mod et mindre gebyr.
Hvordan veksler jeg penge på det sorte marked og er det farligt?
Når du ankommer til Cuba, vil du opleve, at du mange gange dagligt bliver spurgt, om du vil veksle penge. Så det med at finde en der vil veksle, skal du ikke bekymre dig om. Men du skal være en smule opmærksom på hvem, du veksler penge hos. Vi vekslede penge flere gange, og oplevede ingen problemer. Men med penge følger problemer.
Generelt vil jeg anbefale, at du første gang veksler i gennem din vært, som således finder en vekselerer, han/hun kan stå inde for. Selvfølgelig skal kursen være bare nogenlunde i orden, men det er som regel også i din værts interesse, at du får en god oplevelse og dermed også en ordentlig kurs. Lad dog være med at veksle alle dine penge med det samme, da kursen hurtigt kan ændre sig, særligt til din fordel!
Der gik rygter om, at der ved visse vekselerere var falske sedler involveret. Det skal du naturligvis være opmærksom på. Det var dog ikke noget vi oplevede, og du har altid mulighed for at tælle pengene og inspicere dem for ægthed inden transaktionen. Der er ligesom i de fleste andre sedler også et vandmærke i de cubanske pesos.
Se forskel på CUP og CUC
Den mest almindelig scam jeg hørte om, var at nogle vekselerer forsøger at give dig den gamle valuta CUC. Sedlerne er derfor ægte nok, men valutaen er intet værd. Som en tommelfingerregel er det dog nemt nok at se forskel.
På CUC sedlerne er der monumenter mens der på CUP er portrætbilleder af mænd.
Jeg kunne ikke finde et royality-free billede, som jeg måtte bruge, men hvis du trykker her, kan du finde et sammenligningsbillede af de to valutaer. CUC til venstre og CUP til højre.
Hvordan finder jeg den aktuelle kurs på CUP?
Det er en smule svært præcist at finde den aktuelle kurs, særligt fordi den kan ændre sig utrolig hurtigt ift. udbud og efterspørgsel. Som eksempel fra min egen tur startede vi den første dag med at kunne få 70 CUP pr. dollar. Et par dage senere var den steget til 85 CUP. Og til sidst på turen kunne man efter sigende få 100 CUP.
Da jeg skulle afsted søgte jeg længe på nettet efter en bare nogenlunde opdateret kurs. Men den eneste kilde jeg kunne finde var den følgende lidt sketchy twitter bruger, som dagligt rapporterer en nogenlunde gadekurs han/hun oplever. Personen har også lavet en hjemmeside der fortæller den aktuelle kurs. Du kan finde hjemmesiden her.
Jeg skal dog på det kraftigste advare om, at jeg intet troværdighed har på denne side, men kun at personen, da jeg første gang skulle veksle penge, rapporterede den samme kurs, som min AirBnB værts vekselerer kunne tilbyde.
Generelt er kursen dog også til forhandling, særligt hvis det er en person på gaden. Så vær klar til at forhandle!
OBS: Du skal ikke være bange, hvis vekselereren gerne vil veksle bag en lukket dør eller lign. Det er ikke nødvendigvis fordi han/hun vil gøre dig ondt, men de lokale er nervøse for at politiet tror at I handler illegale stoffer, særligt når så mange penge skifter hænder. Det er dog ikke ulovligt for dig som turist at veksle penge på gaden, så du skal ikke være nervøs. Men naturligvis skal du aldrig gøre noget, som du føler dig utryg ved.
Hjælp jeg er løbet tør for dollars/euro!
Hvis du løber tør for medbragt valuta, eller simpelthen ikke har noget medbragt, ja så er det en smule besværligt at skaffe mere. Du kan nemlig hver hverken hæve USD eller EUR men kun CUP til den officielle fastlåste kurs på 24 CUP pr. dollar. Hvilket jeg på det kraftigste vil anbefale, at du ikke hæver til.
Ny information fra november 2022: Efter beretning fra kommentarerne på denne side, kan du efter sigende hæve lokal valuta til kurs 120 CUP for 1 dollar ved bankerne. Gadekursen lå på samme tidspunkt omkring 130-160 CUP. Det vil derfor fortsat være billigst at veksle på det sorte marked, men du kan bruge hæveautomater hvis du løber tør.
MEN! Der er dog en smutvej. Som udlændinge kan du i MLC butikkerne betale med dit danske visa/mastercard, hvor betalingen foregår i dollars. (Vi har testet hhv. Jyske Bank og Djurslands Bank, som begge to virkede fint) Du har således mulighed for at købe en vare, som du derefter kan sælge til en lokal for pesos i den officielle gadekurs.
Til dette vil jeg anbefale dig at få fat på den lokale køber til varerne, inden du fysisk køber varerne, på den måde kan du være sikker på at få pengene med det samme og at det du køber, er noget de lokale vil have. Til at finde den lokale køber, vil jeg anbefale dig at snakke med din AirBnB vært. De kender sandsynligvis nogen.
Hård valuta er en sjældenhed
Hvorfor skulle de lokale være interesseret i at hjælpe dig? Jo det er faktisk lidt en win-win, fordi dollars/euro er svære at komme i besiddelse af for de lokale. Men al betaling i MLC skal foregå med kreditkort i dollars. Så det nemmest er selvfølgelig at de køber fysiske dollars af en turist, som de så indsætter på deres cubanske kort. Men det næstbedste er at bruge et udenlandsk kreditkort med dollars på, hvor du så køber almindelige husholdningsvarer og sælger dem direkte videre til dem for den uofficielle pesos kurs.
Der findes også mange små gadebutikker, hvor folk sælger varer fra MLC butikkerne til en overpris i pesos. Mange af disse butiksejere skaffer deres varer gennem turister. Derfor er der også visse begrænsninger på hvor mange varer, man må købe per kort. I Cuba har alle de lokale kun ét kort, men som udlændinge kan man nemt have have mange kort, særligt hvis man rejser sammen med flere. Dette punkt kan du selvfølgelig også bruge, når du skal forhandle pesos kursen som vekselereren betaler dig.
Coronasituationen og de nuværende regler
Corona ramte Cuba rimelig hårdt og ikke kun økonomisk. Landet oplevede også mange smittetilfælde med dertilhørende dødsfald under de første mutationer. Som et autoritært regime vægter regeringen ikke det enkelte individs frihed særlig højt. Derfor blev der også indført utrolig strenge restriktioner, som bl.a. dækkede over et udgangsforbud, som kun tillod de lokale at gå ud mellem kl. 10-14.
Mange af disse regler er heldigvis fjernet i dag, og regeringen åbnede også langt om længe op for turister i november 2021. Desværre er der stadig følgende regler, som gælder på øen.
Igen er det ikke præcist til at sige hvor længe disse regler gælder endnu. Regler og love på Cuba ændres med meget kort varsel, så mit råd er at give det en hurtig google søgning inden afrejse. Følgende var de regler som gjaldt pr. 1 februar 2022.
Mundbind
Man skal have mundbind på hele tiden. Altså både ude og inde, også selvom man er alene f.eks. på en cykel ude på landet.
Dog hedder det sig at politiet ikke giver bøder til turister. Du ser derfor nogle turister, særligt russere, som slet ikke har mundbind med.
Af høflighed og solidaritet med de lokale valgte vi dog at have mundbind på hele tiden. Vi var dog ikke helt så nervøse som de lokale, og havde det ofte en smule lavt når det var varmt. Den værste straf var en politimand som gestikulerede, at jeg skulle tage mundbindet helt op over næsen. De lokale kan risikere en bøde på op mod 5000 CUP, så de tager det meget alvorligt.
Forsamling herunder salsa og musik
Vi hørte ikke om et egentlig forsamlingsforbud, men al dans og fest var aflyst på ubestemt tid.
Dvs. du kan ikke tage på salsaklubber eller i byen andet end på bar. Dog forlyder det sig, at festen hurtig rykkes over i private boliger/terrasser, hvor der ikke er de samme regler. Du kan derfor godt finde en fest, hvis du er villig til at mingle med de lokale. Pt. er der meget få turister, så du skal ikke forvente den helt store full-moon-party.
Arealkrav
Du vil opleve at butikker stadig har regler for hvor mange, som må være i indenfor på samme tid. Denne regel gælder særligt for regeringsejede steder såsom MLC-butikkerne eller i lufthavnen på vej ind og ud af Cuba. Hos private restauranter og cafeer vil du ikke opleve det som et problem.
Lukketider på barer og restauranter
Umiddelbart ingen regler, men se regler for dans og forsamling.
Coronapas
Man bliver ikke spurgt om coronapas hverken fra test eller vaccination. Når du først er kommet ind i landet, er du vurderet sikker.
Hvordan kommer jeg til Cuba under corona?
Cuba åbnede op for turister 7. november 2021. Dermed åbnede en række internationale flyselskaber også op for ruter til øen. Landet har flere internationale lufthavne hvor den største og mest brugte er José Martin lufthavnen ved hovedstaden Havana.
Personligt fløj jeg med Air France via Paris, hvilket var super nemt. Du kan finde det aktuelle tilbud på siden her: Flyv til Cuba t/r for kun 3120 kr.
Rejser via USA
Du skal være særligt opmærksom på, at hvis du flyver via USA på vej til Cuba, så gælder der et par andre regler. F.eks. skal du søge om et andet turistcard, som koster det dobbelte og du skal eftersigende også testes for corona inden flyver fra øen igen. Desuden skal du også udfylde en ESTA ansøgning til USA, som også koster penge.
Derfor er den generelle anbefaling at flyve via enten Canada eller et land i Europa.
Hvad skal jeg have med?
- Turistcard (læs mere i afsnittet ‘Visumregler’)
- Udprintet vaccinationsbevis
- Udprintet negativ PCR test maks 72 timer gammel.
- Udprintet Cuba PLF (passenger locater form), som du finder og udfylder her.
Ved vores første fly mod Cuba spurgte personalet om alle papirerne, og igen på Cuba bliver du spurgt om det særlige “turist card” og det udprintede PLF.
Skal jeg testes inden jeg flyver hjem?
Kort svar: Nej.
Langt svar: Nu skal jeg passe på med at love noget, da reglerne hurtigt kan ændre sig. Men da vi rejste ud med AirFrance via Paris 1. Feb blev vi på intet tidspunkt spurgt om test. Vi havde således heller ikke fået foretaget en på øen.
Dog skulle vi vise vaccinationsbevis ved udrejsen fra Havana. Men dette dokument havde vi naturligvis allerede fra indrejsen.
Visumregler
Der er fri indrejse for danske statsborgere. Men landet kræver, at man på forhånd har fået et ‘tourist card’, som skal medbringes på rejsen. Kortet kan man få på den cubanske ambassade i København, eller igennem et af de rejsebureauer, som samarbejder med ambassaden. Den sidste mulighed gør det også muligt at få tilsendt sit ‘tourist card’, hvis man ikke bor i København.
Nogle steder på nettet står der, at man ikke behøver at skaffe det inden indrejse, men at man i stedet kan få det i lufthavnen. Dette har jeg dog ikke erfaring med, da vi valgte den sikre vej og skaffe det inden afrejse i Danmark. Dokumentet blev også efterspurgt ved indtjekningsskranken i lufthavnen med Air France i Hamborg.
Da jeg ikke bor i København, valgte jeg den sidste mulighed, da jeg således kunne få kortet tilsendt med posten. Efter et par søgninger, valgte jeg at gå med Svane Rejser, som er officielt samarbejdspartner med den cubanske ambassade. Selvom Svane Rejser selv arrangerer ture til øen, har man altså også mulighed for at købe et tourist card, uden ellers at være kunde hos dem.
Du kan læse mere om Svane Rejser og deres udstedelse af cubanske tourist cards, på deres hjemmeside her.
OBS: Behold dit turist card under hele din rejse til Cuba, da du også skal vise det ved afrejse.
Visumprocessen hos Svane Rejser
Til ansøgningen skal man vedlægge navn, adresse osv. samt et billede af sit pas. Derfra tager Svane Rejser sig af alt det praktiske med at udfylde ansøgningen for dig. Derefter kan du afhente kortet på deres kontor i Bagsværd, eller bede dem sende dig dem posten. Ligemeget hvordan du vælger at modtage kortet, så koster det alt i alt 585 kr. pr. person inkl. fragt.
Denne pris forudsætter, at du på vejen IKKE mellemlander i USA. Hvis dette er tilfældet, skal du nemlig søge om en anden type ‘tourist card’. Som straf på dit valg af mellemlanding, skal du endvidere betale samlet set 1385 kr. inkl. fragt, hvis du vælger at mellemlande i USA på vejen. Ligegyldigt hvor lang eller kort tid din mellemlanding er på.
Efter jeg havde indsendt mine informationer, gik der kun få timer til at jeg modtog en faktura på mail, samt en anvisning til bankoverførsel. Efter bankoverførslen gik igennem, gik der få dage før jeg havde modtaget visum med posten.
Overnatning på Cuba
At finde et overnatningssted på Cuba er på en og samme tid besværligt og nemt. Når du første gang begynde at søge rundt på nettet efter et overnatningssted, finder du hurtigt ud af at bookingportaler som Agoda.com eller Booking.com ikke virker på Cuba.
Grundet embargoen fra USA virker al onlinebetaling som sagt ikke. Herunder gælder også at man elektronisk støtter Cuba med penge. Derfor må online portalerne ikke udbyde cubanske hoteller etc. Ja hvad gør man så?
Redningen: AirBnB
Der er heldigvis én undtagelse til reglen om amerikanske bookingportaler på Cuba, og den gælder for AirBnB, som opererer ganske godt på øen. Du finder derfor et hav at udlejningssteder på AirBnB, som er klart den største udbyder af overnatningssteder i landet.
OBS: Det skal siges, at du IKKE kan betale for en AirBnB mens du er på cubansk internet med et dansk kort. Du kan godt finde dit ønskede overnatningssted, men når du når til betalingssiden kan du ikke komme videre. Derfor skal du enten bestille dine overnatningssteder hjemmefra eller få hjælp til selve betalingen fra en som befinder jeg i Danmark.
Prisniveauet
Jeg vil ikke anbefale konkrete overnatningssteder, da udbud og dermed pris svinger frygtelig meget på AirBnB. Men da vi besøgte øen i januar 2022 kostede en overnatning på AirBnB mellem 25-75 kr. per person per nat. Så meget billigt!
De statsejede hoteller
Der findes dog også “almindelige” hoteller på Cuba. Disse kan bookes hjemmefra direkte via hotellernes hjemmesider. De fleste organiserede rejser bruger disse hoteller, og du vil opleve en klar majoritet af russiske gæster på hotellerne.
Det skal også siges, at hoteller er statsejede, så ved at benytte dem støtter du i høj grad regeringen. De ansatte på hotellerne er således ikke traditionelt lønnede, men jobbet på hotellet er en del af deres “stats job”, som giver dem husly og rationeringsmærker.
Hotellerne er meget fine og store, og giver en noget andet virkelighed, end den du kan møde, ved at bo hos de lokale. Derfor vil jeg klart anbefale dig at bo hos ‘casa particulares’, som er det AirBnB udlejningsstederne kaldes blandt de lokale.
Transport på øen
Transporten rundt på Cuba er noget af det dyreste relativt til resten af dine udgifter. Derfor skal du også have dette i mente inden du planlægger alt for mange stops. Desuden er transport også forholdsvis besværligt sammenlignet med så mange andre lande og der kan være langt mellem destinationerne. Derfor vil jeg anbefale, at du ikke fylder alt for mange rejsedage ind i dit program.
Bus
Øen har et nationalt busselskab, som bryster sig af at dække de fleste destinationer. Dette skal dog tages med et gran salt.
Da vi besøgte øen, gik der f.eks. slet ikke busser mellem Havana og Viñales. Derfor var vi tvunget til at tage en taxa. Læs mere nedenfor i taxa afsnittet.
Problemer med det danske kort
Desuden skal det bemærkes at det for mange danske kort ikke længere er muligt at købe en busbillet. Du skal fysisk møde op på busstationen, hvor en ansat skal taste alle dine kortoplysninger. Men af en eller anden grund, er det ikke en standard terminal transaktion (altså med pinkode), men istedet en online transaktion.
Og som du måske ved, så skal man som dansker nu logge ind med NemID/MitID, for at foretage et køb online. Denne del understøtter det cubanske IT-system naturligvis ikke.
Du kan ikke betale kontant, og du kan ikke betale med et lokalt cubansk kort for busbilletter for udlændinge.
Derfor var vi slet ikke i stand til købe busbilletter, og måtte tage taxa rundt.
Priseksempel for bus til Trinidad
Endvidere er bussen ikke synderlig billig. Som eksempel ville vi fra Havana til Trinidad, hvilket, igen grundet de få turister, skulle have involveret en busbillet fra Havana til Sancti Spiritus og derefter en taxatur fra Sancti Spiritus til Trinidad.
Busturen her kostede på daværende tidspunkt $23 (€20) person pr. vej. og vi fik at vide, at vi skulle regne med ca. €10 per person for taxaturen.
Derfor vil den samlede pris med bussen pr. person være €30.
Vi rejste tre personer sammen, hvilket altså samlet vil koste €90, hvilket ikke er meget billigere end at tage taxa hele vejen.
Taxa: Det foretrukne valg i en Coronatid
Grundet problemerne med busserne på øen, vil det for mange være nemmest at tage taxa rundt. Særligt hvis I rejser flere sammen, da prisen bliver omtrent den samme.
Priseksempel for taxa til Trinidad
Som eksempel koster taxaturen fra Havana direkte til Trinidad €30 per person. Dog givet at taxaen er helt fuld. Ellers skal man betale for de ekstra pladser. Altså koster taxaen €120 hver vej. Denne pris er rimelig fast, og det er svært at forhandle den lavere.
Vi rejste tre sammen og skulle således finde én ekstra person. Her havde taxaselskabet dog på forhånd lavet en aftale med en solorejsende, som skulle joine os. Personen mødte dog aldrig op, og vi fik derfor valget om at købe hele taxaen, eller vente til de hørte om en anden solorejsende.
Da vi gerne ville afsted, måtte vi betale de €120 for hele bilen.
Det blev det for vores situation altså ca. €30 dyrere end hvis vi kunne købe busbilletten. Som undskyldning lykkedes det os dog at få forhandlet vores returbillet for taxaen ned til kun €100.
Taxa over regionsgrænser
Der er nogle rimelig strenge regler for at transportere turister særligt over regionsgrænser, og bilerne som gør det, skal derfor være registreret hos regeringen. Derfor kan du som udgangspunkt heller ikke forhandle med enhver taxachauffør om at køre dig tværs over landet. Vi skulle derimod tale med en chefen for taxafirmaet, som kunne finde os en passende chauffør.
Priseksempel for taxa til Viñales
Vi tog som sagt også taxa til Viñales fra Havana. Her skulle vi betale €25 euro per person, selvom vi kun var tre personer. Ud fra logikken med at taxaen skulle være fuld taxa til Trinidad, forstod vi ikke helt hvorfor, prisen ikke blev €100 euro, særligt fordi Viñales også ligger i en anden region end Havana. Men det var som om denne regel ikke gjaldt for turen til Viñales. Vi klagede dog ikke og accepterede prisen på €25 per person både frem og tilbage til Havana.
Læs også
Hvis du har fået lyst til Cuba, og alt hvad landet har at byde på, så læs min artikel om at finde billige fly til landet. Lige nu kan du finde fly til Cuba t/r for kun 3105 kr!
Vi er lige nu på Cuba (nov 22) og havde ikke taget nok euro med og var lidt bekymret for hvad vi gjorde.
Vi havde vekslet på gaden, og var blevet tilbudt alt i mellem 130 til 160 pesos pr euro.
I og med at vi ikke havde taget nok euro med, gik vi til en hæve automat. Der kunne vi hæve til 120 pesos pr dollar, så lidt dårligere end på gaden, men langt fra lige så dårligt som den officielle kurs ligger på.
Hej Andreas! Meget interessant, tak for din kommentar. Som I nok har fundet ud af, så kræver det lidt forhandling at få gode kurser for sine dollars/euro. Hjemmesiden https://usdcup.io/ siger at den lige nu ligger på 180 CUP for 1 USD. Så det er trods alt en noget dårligere kurs, hvis I kan finde nogen, som vil købe dem til det. Men det er godt at vide, at man nu kan hæve kontanter, selvom det er til en dårligere kurs. Forhåbentlig får de med tiden styr på valutakursen.